Icon open
Where are you located?

Embla is the leading international weight loss clinic. Please select the country you are located in.

Hvad er GLP-1? (forklaret af en læge)

GLP-1 er et hormon, der naturligt findes i kroppen. Det blev opdaget af den danske forsker Jens Juul Holst på Københavns Universitet tilbage i 1986.

Hvad er GLP-1? (forklaret af en læge)

GLP-1 står for ‘Glukagon Lignende Peptid 1’. Det kan lyde lidt kryptisk, men det er faktisk simpelt. Peptider er små proteiner, og GLP-1 er så et lille protein, der ligner et andet protein kaldet glukagon. 1-tallet i GLP-1 er der, fordi der også findes et GLP-2, som ser lidt anderledes ud. GLP-1 er et peptid (eller lille protein), som også er et hormon.

Hormoner er kroppens budbringere, og de får andre dele af kroppen til at udføre forskellige handlinger. GLP-1 produceres af celler i vores tarme og frigives, når vi spiser mad for at hjælpe med at regulere vores blodsukker.

Når vi spiser, stiger vores blodsukker pga. den sukker, der er i vores mad. GLP-1 sætter bugspytkirtlen i gang med at frigive insulin, et andet hormon, som så får kroppens celler til at optage sukker fra blodet, hvilket sænker blodsukkerniveauet.

Hvordan virker en GLP-1 recepteragonist?

GLP-1 er altså et tarmhormon, som spiller en vigtig rolle i at regulere vores blodsukker. 

Det er også derfor, at der er udviklet lægemidler til behandling af sukkersyge, som ligner GLP-1. De kaldes GLP-1 receptoragonister

Hvad er en receptoragonist?

En receptoragonist er et stof, som efterligner effekten af et andet stof og igangsætter de samme funktioner i kroppen. En GLP-1 receptoragonist er derfor et stof, som efterligner effekten af det naturligt forekommende tarmhormon GLP-1. 

Liraglutid, som er det aktive stof i Saxenda, og semaglutid, som er det aktive stof i Ozempic og Wegovy, er begge eksempler på GLP-1 receptoragonister. De to agonister er henholdsvis 97% og 94% identiske med det naturlige GLP-1 hormon.

I de naturligt forekommende koncentrationer af GLP-1 er dets formål primært at regulere blodsukker. GLP-1 receptoragonisterne, som i første omgang blev udviklet til behandling af sukkersyge, bliver dog anvendt i betydeligt højere koncentrationer.

Sådan reagerer din krop, når du tager GLP-1 medicin

Når du enten stikker dig med en pen eller tager en pille, der indeholder GLP-1 receptoragonister, øges mængden af GLP-1 lignende stof i dit blod med mere end 1000 gange den naturlige koncentration af GLP-1. Den højere koncentration fører til frigivelse af mere insulin og dermed et lavere blodsukker. 

GLP-1 stimuleret frigivelse af insulin virker på en ret smart måde, der gør, at du ikke får for lavt blodsukker. Den totale mængde af frigivet insulin er nemlig også afhængigt af blodsukkerniveauet, hvilket betyder, at en højere koncentration af GLP-1 ikke fører til for lavt blodsukker, hvis blodsukkerniveauet allerede er i normalområdet. 

Hvorfor GLP-1 receptoragonister fører til vægttab

Ved et tilfælde opdagede forskere, at folk også tabte sig i vægt, når de tog GLP-1 receptoragonister for deres sukkersyge. Denne opdagelse førte til, at lægemiddelproducenter som Novo Nordisk og Eli Lilly startede kliniske forsøg for at få GLP-1 receptoragonisterne godkendt til behandling af overvægt.

Vægttabet skyldes, at GLP-1 agonister i de høje koncentrationer også får ens mavesæk til at tømme sig langsommere ved, at den trækker sig mere sammen ved overgangen til tarmene. Samtidigt stimulerer GLP-1 agonister også celler i hjernen til at give os en hurtigere følelse af mæthed. 

På denne måde fører GLP-1 agonist til, at du indtager færre kalorier (fordi du har mindre appetit og dermed spiser mindre), hvilket får dig i kalorieunderskud, som så får dig til at tabe dig. Det har senere vist sig, at effekten på hjernen også medfører mindre trang til både sukker og alkohol (‘cravings’).

GLP-1 og vægttab: Hvor effektivt er det?

Kliniske studier viser, at behandling med GLP-1 receptoragonister i kombinationer med livsstilsændringer kan føre til et gennemsnitligt vægttab på mellem 8% og 27% afhængigt af lægemiddel for dem, der kæmper med svær overvægt. 

Vægttabet opnås gradvis under behandling i mellem 1 til 1,5 år. I studier, der er gennemført uden anvendelse af livsstilsændringer, har vægttabet typisk været i den lave ende på omkring de 8% til 10%. Nyere studier har vist, at nogle GLP-1 receptoragonister også reducerer risikoen for nye tilfælde af hjertekarsygdom hos dem, der har sukkersyge eller tidligere hjertekarsygdom. 

Kun disse to grupper er godkendt til behandling

GLP-1 receptoragonisterne er godkendt til behandling af overvægt hos folk med et BMI over 30 eller over 27 med risikofaktorer såsom forhøjet blodtryk, kolesteroltal, hjertekarsygdom, søvnapnø eller før-sukkersyge. Det skyldes, at det er her de sundhedsmæssige fordele ligger.

Studier viser, at et BMI over 30 eller over 25 med risikofaktorer er forbundet med højere risiko for tidligere død samt mange sygdomme herunder sukkersyge, hjertekarsygdom, slidgigt, depression, og nogle former for cancer. 

Wegovy

Wegovy er et lægemiddel, der er godkendt i Danmark og resten af Europa samt USA til behandling af overvægt. 

Wegovy indeholder GLP-1 receptoragonisten semaglutid. I kliniske studier er det vist at semaglutid sammen med livsstilsændringer fører til et gennemsnitligt vægttab på omkring 15% til 17%. Studier gennemført uden livsstilsændringer viser et lavere vægttab på 8% til 10%. 

Hos Embla ser vi et typisk vægttab på omkring 15% til 20%, omkring 1 ud af 10 opnår vægttab på over 25%. 

Studier viser også, at semaglutid reducerer risikoen for nye tilfælde hjertekarsygdom hos folk, der tidligere er blevet diagnosticeret med hjertekarsygdom. Wegovy er en pen som man stikker sig med og minder på mange måder om en insulinpen. Man stikker sig engang om ugen, hvilket kan virke nemmere end med Saxenda, hvor man stikker sig en gang om dagen. Wegovy virker kun så længe du tager behandlingen. 

Forskning viser, at lang de fleste, der stopper behandling med Wegovy tager på igen. Det er derfor vigtigt at fokuserer på vane og livsstilsændringer, hvis man vil gøre sig håb om at holde vægttabet efter endt behandling.

Ozempic

Ozempic er et lægemiddel, der er godkendt i Danmark og resten af Europa samt USA til behandling af type II sukkersyge og indeholder ligesom Wegovy GLP-1 receptoragonisten semaglutid. 

Patienter med type II sukkersyge anvender Ozempic til at regulere deres blodsukkerniveau. De to lægemidler er identiske, fraset navnet og forskellige regulatoriske godkendelser til henholdsvis behandling af type II sukkersyge og overvægt, derfor er der de samme fordele og ulemper ved at anvende Wegovy eller Ozempic.

Saxenda

Saxenda er et lægemiddel, der er godkendt i Danmark og resten af Europa samt USA til behandling af overvægt. 

Saxenda indeholder GLP-1 receptoragonisten liraglutid. 

I kliniske studier er det vist, at liraglutid sammen med livsstilsændringer fører til et gennemsnitligt vægttab på omkring 8% til 12%. Modsat Wegovy og Ozempic skal man stikke sig dagligt med Saxenda. 

Bortset fra det lavere forventet vægttab og at du skal stikke dig med Saxenda dagligt, så virker det på samme måde som Wegovy og Ozempic. Der er dog ikke påvist den samme effekt på reduktion af risikoen for hjertekarsygdom som på semaglutid lægemidlerne Ozempic og Wegovy. Det skyldes ikke, at effekten nødvendigvis ikke er der, men det er ikke blevet undersøgt i kliniske studier og vides derfor ikke. 

Bivirkninger: hvad du kan forvente

De hyppigste bivirkninger ved behandling med GLP-1 receptoragonister opstår i mave og tarm. Nogle oplever eksempelvis:

- Kvalme

- Opkast

- Diarré

- Sure opstød

- Forstoppelse

For de fleste er bivirkninger forbigående og de kan oftest håndteres gennem kostændringer eller med medicinsk hjælp.

En sjælden bivirkning

En mere sjælden bivirkning, som rammer mellem 1 og 2 ud af hver 100 personer, er galdestensanfald, som også kan føre til betændelse i galdeblæren eller bugspytkirtlen.

Galdestensanfald er en velkendt bivirkning ved vægttab generelt. Årsagen er ikke fuldstændig klarlagt, men risikoen for galdestensanfald er højere hos personer med overvægt og stiger yderligere under vægttab. Efter vægttabet falder risikoen

Sådan kan du minimere bivirkninger

Studier viser, at et vægttab på højst 1 kg om ugen og en semaglutid-dosis på maksimalt 1 mg giver samme risiko for galdestensanfald som vægttab uden medicin

Hos Embla bruger vi en lav, personlig dosering – oftest under 1 mg. Denne dosis er skræddersyet til dig for at reducere bivirkninger og maksimere effekten.

Den mest holdbare måde at bruge GLP-1 medicin

Når det kommer til vægttab, er den vigtigste effekt ved GLP-1 receptoragonisterne, at de hjælper dig med at ændre din adfærd. Deres virkning får dig til at spise mindre og dermed indtage færre kalorier. Udfordringen er, at de kun virker, så længe, at du tager dem – når behandlingen stopper, stopper effekten.

Af denne simple grund er det vigtigt at understrege, at brugen af denne form for vægttabsmedicin skal ses som en støtte til vaneændringer. Hvis målet er et varigt vægttab, kan du ikke springe over arbejdet med dine vaner, livsstil og den underliggende årsag til din overvægt.

Overvægt og særligt svær overvægt er komplekse tilstande med adskillige årsager, som for eksempel:

- Følelsesmæssig spisning og spiseforstyrrelse 

- Nem adgang til ultra-forarbejdede fødevarer

- Mere stillesiddende adfærd

- Dårligt mental helbred

- Ringe søvn

Hos Embla har vi et team af eksperter herunder læger, psykologer, diætister, sundhedsmentorer samt sygeplejersker, der hjælper dig med at finde ud af, hvad roden til din overvægt er.

Herefter lægger vi en individualiseret handleplan, hvis mål er at adressere de bagvedliggende årsager til din overvægt samt hjælpe dig til at etablere nye, sundere vaner. I denne tilgang er brugen af GLP-1 receptoragonister midlertidig og blot et støttehjul til at gøre vaneændringer mere overskuelige.

Navigation
newsletter

Få tips til et sundere liv

Nul spam, bare konkrete råd til at leve sundere.

Læs vores andre artikler

Gå til arkiv